SEO – Hvor skal jeg starte?

SEO – Hvor skal jeg starte?

SEO står for Search Engine Optimization. Det betyder søgemaskineoptimering, hvilket dækker over en række teknikker og metoder, du kan bruge for at få din
hjemmeside til tops i Googles søgeresultater.

Hvis du gerne vil i gang med SEO, men ikke helt ved, hvad der er op og ned, eller hvor du skal begynde – så frygt ej.

I denne lille guide vil jeg nemlig hjælpe dig godt på vej og klæde dig på med viden om de mest grundlæggende discipliner og teknikker inden for SEO.

I bunden af guiden kan du få yderligere sparring og hjælp, hvis du ønsker at arbejde seriøst med din markedsføring i Google.

Søgeord – Hvad er det, og hvorfor er det vigtigt?

Søgeord, eller keywords, er betegnelsen for de ord og fraser, som vi bruger, når vi søger efter noget bestemt på Google.

Søgeord er meget vigtige for dig som virksomhedsejer, når du vil i gang med dit SEO-arbejde. Du skal nemlig optimere hele din hjemmeside omkring specifikke
søgeord, der:

  • Relaterer sig til din branche, dine produkter og dine services
  • Har en vis mængde søgevolumen om måneden

Relevans
betyder alt i Googles øjne. De lever af at vise relevante og nyttige resultater til deres søgende, og derfor skal din hjemmeside være optimeret, så den er
relevant for de søgeord, dine potentielle kunder bruger.

Hvis du eksempelvis er frisør og driver en frisørsalon i Odense, så vil det være meget relevant at optimere din hjemmeside mod søgeord såsom ”Frisør i
Odense”, ”Billig klipning Odense”, eller hvad dine potentielle kunder nu måtte finde på at søge efter.

Søgevolumen
er den mængde gennemsnitlige søgninger, som et givent søgeord eller søgefrase har om måneden. Dette kan du bl.a. tjekke i Googles søgeordsplanlægning. Det
er et redskab, som lader dig indtaste forskellige søgeord, hvorefter du får vist det gennemsnitlige antal søgninger på det eller de indtastede søgeord og
–fraser samt relaterede søgeord.

Hvis du f.eks. indtaster et søgeord såsom ”Frisør i Odense” i Googles søgeordsplanlægning, vil du måske kunne se, at ca. 1.000 mennesker søger på dette
hver måned. Det kan også være, at der ikke er særlig mange søgninger på lige præcis dét søgeord, men til gengæld får du måske vist en liste over relaterede
søgeord med flere søgninger som f.eks. ”Herreklip i Odense”, ”Billig hårfarvning Odense centrum” eller lignende.

Herefter skal du så lave en liste over alle relevante søgeord, som du vurderer, du har en chance for at konkurrere på i Googles søgeresultater.

Søgeordene skal du bruge i dit SEO-arbejde, bl.a. når du udvikler indhold:

Gå aldrig på kompromis med det gode indhold

Når vi taler om indhold i SEO-sammenhænge, taler vi typisk om alt lige fra tekster, videoer og podcasts til e-bøger, billeder og infografikker.

Der er med andre ord tale om alt det indhold, du kan skabe på din hjemmeside eller i forbindelse med linkbuilding fra andre hjemmesider. Og dit indhold
skal være godt. Det skal være relevant, brugbart og ikke mindst hjælpe dine besøgende i deres søgen efter viden på området.

Hvis vi fortsætter med tanken om, at du driver en frisørsalon i Odense, og du gerne vil optimere din hjemmeside efter søgefrasen ”Herreklip i Odense”, så
kan du gøre en række ting for at få din hjemmeside til at rangere højt i Googles søgeresultater på netop denne søgefrase:

  • Du kan skrive lange, gode og brugbare tekster
    , som beskriver, hvordan herreklip foregår i din salon. Hvor meget koster det? Hvilke frisurer tilbyder du? Du kan sågar gå skridtet videre og lave
    videoer og tekster, som måske viser de besøgende, hvordan de selv kan klippe deres hår derhjemme.

Dette skaber ikke nødvendigvis færre kunder – tværtimod kan det være med til at skabe en enorm troværdighed omkring din salon og din hjemmeside. De
besøgende vil like, dele på sociale medier, kommentere og sende links til deres venner og bekendte – alt sammen noget, som Google sætter pris på mht. SEO.

  • Du kan lave videoer og billeder
    , som viser, hvordan en herreklipning foregår i din salon. Du kan vise de forskellige frisurer frem, eller du kan fortælle om nogle af de hårprodukter
    til herrer, du sælger i salonen.

Sørg for at inkludere søgefrasen ”Herreklip i Odense” i videoens titel, i billedernes alt-tags, og ikke mindst i dine teksters over- og underoverskrifter,
brødtekst m.v.

Sådan forbedrer du din SEO med linkbuilding

Linkbuilding er en hel SEO-disciplin for sig selv, som også er ganske vigtig, hvis du ønsker at få din hjemmeside højt op i Google.

Som navnet antyder, går linkbuilding ud på at bygge links – helt enkelt. Og så alligevel ikke. Det er nemlig ikke komplet ligegyldigt, hvilke links du
skaber, eller hvor du får dine links fra. Hvis du blot bruger 100 kroner på at få en filippiner i Asien til at oprette 10.000 links fra alle mulige
utroværdige hjemmesider ind mod din hjemmeside, vil Google ret hurtigt kunne spotte dette som unaturlige og nytteløse links.

Skab naturlige og relevante links

Du skal derimod arbejde for at skabe relevante, naturlige og stærke links. Undersøg, om der er relevante blogs eller hjemmesider, der behandler emner inden
for din branche. Hvis vi endnu engang bliver i eksemplet med frisørsalonen i Odense, kunne det være relevant med links fra Odense Kommunes hjemmeside, hvis
de f.eks. har en liste over lokale erhvervsdrivende.

Det kunne være links fra modeblogs om moderne tøj, frisurer og lignende. Det kunne også sagtens være tungere links fra større medier såsom Fyens.dk,
Ekstrabladet.dk og lignende.

Husk de sociale medier

Sidst, men absolut ikke mindst, bør du altid føre en aktiv markedsføring på de sociale medier. Her kan du også skabe gode links, som styrker din
hjemmesides troværdighed i Googles øjne. Vær aktiv med videoer og tilbud på Facebook, Twitter, Instagram og lignende.

Sørg for, at dine besøgende har mulighed for direkte at dele dit gode indhold fra din hjemmeside på de sociale medier, hvormed kendskabet til din
forretning vokser sig større og stærkere, og du samtidig får bygget en masse gode og naturlige links.

Søger du hjælp? Du får den her:

Hvis du stadig synes, at SEO lyder spændende og som en attraktiv markedsføringsteknik for din virksomhed, så tøv ikke med at kontakte mig.

Jeg hedder Anton Hoelstad, og jeg har arbejdet professionelt og målrettet med bl.a. SEO som specialist for store såvel som små virksomheder i adskillige år.

Lad os tage en snak om din forretning, hvormed vi sammen finder ud af, hvordan du bedst muligt kan benytte dig af SEO i din online marketing.

Jan Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *